Det er resultatet af et tilsyn, som Forsyningstilsynet har afsluttet i dag.
”Det er positivt at se, at de undersøgte kommuner gennemgående er på omgangshøjde med de krav, som er forbundet med deltagelsen i overgangsordningen på området,” siger Forsyningstilsynets direktør Carsten Smidt.
Baggrund for tilsynet
Overgangsordningen for fortsat kommunal behandling af affald egnet til materialenyttiggørelse blev indført som led i udmøntningen af regeringens og Folketingets aftaler om ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” fra hhv. juni 2020 og sept. 2022. Overgangsordningen gav kommuner mulighed for at vente til 1. juli 2027 med at overlade den pågældende behandling til private aktører. Ud af de 62 anlæg, som oprindeligt tilmeldte sig ordningen, var der pr. 1 juni 2024 27 anlæg tilbage. Det er dem, som er indgået i Forsyningstilsynets nu afsluttede tilsyn.
To anlæg overholdt ikke regler for haveaffald
Forsyningstilsynet fandt i forbindelse med undersøgelsen to anlæg, som ikke havde overholdt nogle regler, der gælder for fortsat kommunal behandling af haveaffald, der bringes til og komposteres på den kommunale genbrugsplads. Anlæggene har derfor fået påbud om at bringe de pågældende forhold i orden.
I forbindelse med undersøgelsen konstaterede Forsyningstilsynet endelig, at der var 12 anlæg, som var opført på overgangsordningen alene på baggrund af anlæggets behandling af haveaffald til kompostering. Da behandling af haveaffald til kompostering er permanent undtaget fra det generelle forbud mod kommunal behandling af affald til materialenyttiggørelse, er de pågældende anlæg udgået af overgangsordningen, således at der nu er 15 anlæg, som deltager i ordningen.
Find listen over anlæg tilmeldt overgangsordningen her.
Prisbestemmelser for erhvervsaffald
Forsyningstilsynet har også afsluttet et særskilt regnskabstilsyn med ni anlæg, som har fået tilladelse til at fortsætte med behandling af erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse. Ud af de ni var der to, som modtog påbud. Den ene for ikke at fastsætte prisen for behandlingen på en måde, der sikrer, at indtægterne som minimum dækker omkostningerne til behandling af erhvervsaffald til materialenyttiggørelse. Den anden for ikke at overholde et vilkår om, at kommunale behandlingsanlæg alene må udbyde den godkendte behandlingskapacitet på markedet.
Find afgørelserne for de to tilsyn her
Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk
Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400.