Forsyningstilsynet har i dag offentliggjort en ny overvågningsrapport, som retter fokus på udviklingen på det særlige marked for levering af ydelser til sikring af balancen mellem elproduktion og elforbrug i elsystemet. Rapporten stiller især skarpt på udviklingen i de såkaldte ubalancepriser, som aktører skal betale, når det er deres produktion eller forbrug, som giver anledning til ubalancer i systemet.
”Balancemarkedet har i de senere år fået en stigende betydning for driften af det danske elsystem særligt i kølvandet på stigende andele af elproduktion fra vind og sol. Markedet har samtidig gennemgået en række markante ændringer møntet på at integrere mere vedvarende energi og forbedre markedets effektivitet” siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt, som baggrund for rapportens fokus.
Høje og volatile priser
Markedsrapporten viser blandt andet, at ubalanceprisen var særlig høj og volatil i en periode i foråret 2025. Det skete især i situationer, hvor der var underskud af produktion og i kølvandet på gennemførelsen af to større markedstiltag. Tiltagene bestod af et nyt design for ubalanceprisen og etablering af et nyt fælles nordisk marked for levering af manuelle reserver (mFRR) til systemet. Rapporten viser også, at både det gennemsnitlige niveau og volatiliteten for prisen er aftaget i nogen grad, men at der fortsat forekommer markante prisspidser.
Stor betydning for markedsaktører
Den øgede volatilitet i ubalancepriserne kan have en stor betydning for balancemarkedets forskellige aktører. Aktører med varierende produktion eller forbrug, som kan være svær at forudsige, kan opleve negative økonomiske konsekvenser. Omvendt kan et dynamisk balancemarked skabe nye muligheder for aktører, der er i stand til at levere fleksibilitet til systemet, fremgår det af rapporten.
Flere mulige påvirkninger
Ifølge rapporten kan udviklingen i ubalancepriserne være påvirket af flere samtidige forhold, herunder markedsdesign, aktiveringsvolumener, reserveknaphed, prognosefejl og sæsonvariationer. Samtidig har indførelsen af de nye markedstiltag også medvirket til den generelle prisstigning og de større udsving. Rapporten drager imidlertid ikke nogen entydige konklusioner om årsagerne til udviklingen.
”Vi er i løbende dialog med Energinet og markedsaktørerne om udviklingen i ubalancepriserne og de mulige effekter af markedstiltagene. Det er derfor vigtigt, at udviklingen kan følges på et gennemsigtigt og faktuelt grundlag,” siger Carsten Smidt.
Markedsovervågningsværktøj
Forsyningstilsynet vil fortsat følge udviklingen på balancemarkedet tæt, særligt i takt med yderligere europæisk harmonisering og markedsintegration, der vil medføre yderligere markedsændringer. For at styrke den løbende overvågning arbejder tilsynet på at udvikle et værktøj med forskellige relevante mål for udviklingen i ubalancepriserne, så markedsaktører og andre interessenter selv kan følge udviklingen løbende. Værktøjet forventes offentliggjort på Forsyningstilsynets hjemmeside i 3. kvartal 2026.
Find rapporten her
Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk
Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400.