Høring over delrapport 2 af projektet om kommunale affaldsgebyrer: Forslag til ændring af nugældende regler

11-10-2024

Frist: 8 november 2024

Forsyningstilsynet sender hermed Fase 2 af Affaldsgebyrprojektet: ”Forslag til ændring af nugældende regler” i høring.

Affaldsgebyrprojektet har til formål at sikre gennemsigtighed, ensartethed og omkostningsægthed i de kommunale affaldsgebyrer. Rapporten er udarbejdet i forlængelse af Delrapport 1, som redegør for nugældende regler og praksis for fastsættelse af affaldsgebyrer. Begge rapporter er en del af projektet "Kommunale affaldsgebyrer - hvordan sikres gennemsigtighed, ensartethed og omkostningsægthed. Delrapport 1 og tilknyttet webinar er offentliggjort og kan findes på Forsyningstilsynets hjemmeside: Projekt om ensartethed, gennemsigtighed og omkostningsægthed i de kommunale affaldsgebyrer.

Fase 2 indeholder forslag til ændringer af regler og praksis samt nye modeller for gebyrberegning og revisionsinstrukser. Rapporten er udarbejdet af revisionsvirksomheden BDO og advokatfirmaet Bech-Bruun på vegne af Forsyningstilsynet.

Rapporten udspringer af den politiske aftale "Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi" fra juni 2020 og den opfølgende aftale fra august 2022.

Forsyningstilsynet vedlægger som bilag relevante dokumenter, herunder den tilknyttede gebyrberegningsmodel og instrukser, som kan læses i forbindelse med høringen.

Workshop

For at afklare eventuelle spørgsmål til delrapport 2 afholder Forsyningstilsynet en workshop den 29. oktober 2024, kl. 09:00 – 11:00. På workshoppen vil BDO præsentere centrale anbefalinger fra Delrapport 2 efterfulgt af en åben spørgerunde. Workshoppen er åbent for alle interesserede. Du tilmelder dig her.

Indsendelse af høringssvar

Forsyningstilsynet anmoder om, at eventuelle bemærkninger til delrapport 2 skal være Forsyningstilsynet i hænde senest den 8. november 2024 kl. 12:00.

Høringssvar kan indsendes som Digital Post via dette link www.virk.dk eller www.borger.dk til den digitale postkasse ”Forsyningstilsynet” (CVR 33750250).

Ved indsendelse af høringssvar skal der henvises til j.nr. 24/01564.

Alternativt kan høringssvar sendes til Forsyningstilsynets hovedpostkasse: post@forsyningstilsynet.dk med c.c. til thjo@forsyningstilsynet.dk.

Høringsvar bedes tilsendt som et separat dokument, der vil blive inkluderet som bilag til et høringsnotat, som vil indgå i den samlede afrapportering. Forsyningstilsynet modtager gerne tekstnære bemærkninger og forslag til rettelser, men disse vil som udgangspunkt ikke blive inkluderet i høringsnotatet.