Forsyningstilsynets analyse beskriver de overordnede modeller for indførsel af prisloft og vurderer i hvilken grad de imødekommer en række hensyn. De omfatter bl.a. hensyn til forskellige serviceniveauer og miljø- og klimatiltag.
”Vores analyse identificerer både fordele og ulemper ved de forskellige prisloftsmodeller, som vil variere alt efter hvilke specifikke hensyn, man fra politisk hold ønsker at prioritere.” siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt.
Sammenligning eller historisk udvikling
Blandt analysens modeller er der nogle, som er baseret på sammenligninger mellem kommunernes gennemsnitlige affaldsgebyrer. Her er tanken, at et prisloft vil kunne presse de dyreste kommuner i retning af de billigste. En anden gruppe af modeller er baseret på den historiske udvikling i hver enkelt kommunes affaldsgebyrer. Fordelen med dem er, at de som udgangspunkt tager hensyn til kommunernes særegne karakteristika i form af f.eks. mange landejendomme.
”Vi peger i analysen også på både mulige modeller, hvor hovedfokus er på lavest mulige priser for husholdningerne og mulige modeller med mindst mulig administration. Samtidig præsenterer vi et alternativt forslag til en udbudsmodel, der giver størst mulig konkurrence om opgaverne knyttet til affaldsindsamlingen,” siger Carsten Smidt
”Uanset hvilken model der vælges, vil der være behov for større gennemsigtighed og sammenlignelighed af opgaver og omkostninger på tværs af kommunerne,” tilføjer Carsten Smidt. Forsyningstilsynet er tidligere kommet med anbefalinger til, hvordan der kan sikres større gennemsigtighed og sammenlignelighed gennem ændringer i kommunernes regnskabsregler og metoder for gebyrfastlæggelse.
Find Forsyningstilsynets nye analyse og høringsnotat om samme her
Find Forsyningstilsynet anbefalinger til ændringer i kommunernes regnskabsregler og metoder for gebyrfastlæggelse her
Find mere om Forsyningstilsynet tilsyn på affaldsområdet her
Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk.
Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400.