Ansættelsesprocessen
Her kan du læse om et typisk ansættelsesforløb hos os.
Vi ønsker, at alle ansøgere får en positiv oplevelse med Forsyningstilsynet, og at du som ansøger har et godt overblik over hele processen – fra ansøgning til eventuel onboarding.

Vi slår alle ledige stillinger op
Vi søger løbende nye kolleger og slår alle vores stillinger op her på hjemmesiden og andre relevante steder. Vi nedsætter samtidig et ansættelsesudvalg, som typisk består af den chef, som skal have en ny medarbejder og evt. kommende kolleger.
Vi vurderer din ansøgning
Vi sender dig hurtigst muligt en bekræftelse på modtagelsen af din ansøgning. Når ansøgningsfristen er udløbet, gennemgår vi alle ansøgningerne. Vi giver dig herefter hurtigst muligt besked i form af en invitation til samtale eller et afslag.
Vi afholder samtaler
Til første samtale deltager typisk den chef, som skal have en medarbejder og evt. kommende kolleger. Efter samtalen vil du hurtigst muligt få besked fra vores HR-ansvarlige, om du er gået videre i forløbet til en eventuel anden samtale. Ved en anden samtale deltager typisk chefen og vores HR-ansvarlige.
Personanalyse og test
Som led i vores rekruttering kan vi i nogle tilfælde benytte personanalyser og eventuelt også en færdigheds/logiktest. Vi kan også bruge en faglig case.
Afklaring af løn/vilkår og onboarding
Hvis vi tilbyder dig ansættelse, vil vi hurtigst muligt få afklaret løn, vilkår, starttidspunkt mv. Vi sender dig et tilbud, og så snart vi har forhandlet en aftale på plads, får du tilsendt en ansættelseskontrakt til underskrift. Herefter er du klar til at starte på vores onboarding-program fra første dag du møder på dit nye job.