Indtryk af hinanden
Den første jobsamtale er både din og vores mulighed for at få et indtryk af hinanden og finde ud af, om dine kvalifikationer og din personlighed matcher stillingen og vores organisation. Deltagerkredsen til samtalen kan variere, men består normalt af chefen for det område, der har en ledig stilling og evt. kolleger.
Kort præsentation
Ved samtalen vil vi først kort præsentere os selv og sætte rammerne for samtalen. Herefter vil vi bede dig om at præsentere dig selv og motivere din ansøgning til jobbet.
Uddybende snak
Den uddybende snak vil dreje sig om dine faglige og personlige kvalifikationer i forhold til jobbet. Vi vil fortælle mere om Forsyningstilsynets strategier, vores kerneopgaver og om indholdet af den konkrete stilling. Samtalen vil herefter gå over i en snak om f.eks. hvad du bringer med fra din uddannelse, din joberfaring, eller hvilke styrker og svagheder du ser i forhold til det konkrete job og din tilgang til opgaveløsningen.
Spørgsmål
Har du spørgsmål til jobbet, vores kerneopgaver eller andet, så får vi også besvaret dem. Til sidst kommer vi omkring resten af ansøgningsproceduren, og hvornår du kan regne med at høre fra os igen.
Eventuel anden samtale
Går du videre til en anden samtale, vil vi her gå mere i dybden i forhold til afdækningen af dine personlige egenskaber og kvalifikationer til stillingen. Det kan ske på baggrund af en personlighedsanalyse, ligesom en færdigheds/logiktest og/eller en case kan komme i spil i vores jagt på den helt rigtige kandidat til jobbet.